Demokratisk Overtro

Jeg har læst og anmeldt Rune Lykkebergs, Vesten mod Vesten, i Højskolebladet. Læs anmeldelsen her.

af Lars Andreassen

Når vores elever på Egå Ungdoms-Højskole beder om regler, når der opstår problemer i fællesskabet, svarer jeg dem altid, at regler er som algoritmer. De bestemmer og regulerer adfærd og på den måde er de uforenelige med frihed, ånd og ansvar. Du er et menneske, ikke et stykke hardware, der skal programmeres, du skal tænke selv og være med til at forme dit eget liv i fællesskab med dine medborgere.

Det er uforenligt med Højskolens idealer og tanken om demokratisk medborgerskab at regulere tilværelsen gennem lovgivning. Medborgerskab og demokrati kræver ansvar, deltagelse og dialog og de tre ting beror på åndelig frihed og selvstændig tænkning.

Lovgivning eller frihed

Og derfor kan jeg ikke få det til at hænge sammen med frihed og demokrati, når Socialdemokratiet og Enhedslisten vil sætte velfærd og rettigheder på lovformel. Den politiske proces vil blive stadig mere træg og ligegyldig. Faktisk vil den gå i stå og forvandle den demokratiske samtale til et spørgsmål om administration og forvaltning. Men det er også en illusion at tro, at vi kan få vores drømme til at gå i opfyldelse gennem lovgivning.

Lykkeberg kalder det i sin nye bog, Vesten mod Vesten, for ”demokratisk overtro”. Troen på, at vi kan løse alt gennem lovgivning, eller som han skriver, ”at vi kan løse virkelighedens problemer i idéernes verden.” Vores forventninger til politik er blevet for høje og ganske urealistiske, hvilket fører til desillusion, håbløshed, skuffelse og politikerlede – og til at vi stemmer på dem, der råber højst og lover os alt, hvad vi beder om.

Lykkeberg spotter denne dystre håbløshed i sin læsning af Hunger Games. Katness Everdeen, den unge hovedperson, bruger sit liv på at bekæmpe undertrykkelse og uretfærdighed, og da sejren og drømmen om frihed endelig ser ud til at være inden for rækkevidde rammer desillusionen hende hårdt. Da hun står til at skulle henrette den væltede tyran, ender hun med også at slå revolutionens leder ihjel. Et nyt politisk regime vil ikke føre noget nyt med sig … 

Vi behøver ikke mor og far - politikkerne (til alt)

Det skinner igennem linjerne hos Lykkeberg, at vi må påtage os friheden og ansvaret i civilsamfundet og danne os et mere realistisk billede af politikkens formåen. Han når dog ikke helt frem til den konklusion, da han ikke kan lægge sin tanke om at være progressivt venstreorienteret på hylden: ”man må have et samlet bud på forandring, selvom det måske er mere produktivt at være højreorienteret”, sagde han til Weekendavisen i anledning af bogens udgivelse.

På trods af den (genstridige) tanke hos Lykkeberg, er hans konklusion alligevel, at vi ikke behøver nye forfatninger eller ideologier for at skabe retfærdige, frie og sikre samfund”, […] fordi vi principielt kan realisere det bedste fra socialismen inden for det borgerlige samfunds principper om frihed, lighed og broderskab.”

Min konklusion på læsningen af Lykkeberg, er, at vi har brug for mindre, meget mindre politik og langt mere civilsamfund. Langt mere personlig frihed. Netop for at redde politikken, men spørgsmålet er, om vi overhovedet kan selv, om vi vil selv efter i så mange år – generationer – at være vant til, under parolen velfærdssamfund, at bede politikerne om at gøre det hele for os. Og politikkerne, under samme parole, har lovet, og fortsat lover at gøre det?

Og den konklusion er vokset hos mig siden jeg i 2013 læste The Great Convergence af Kishore Mahbubani. Mens vi i Vesten udvikler stadigt mere "sofistikerede forbrugerbehov" og kræver systemomvæltninger, som vi så brokker os over, at politikkerne ikke leverer, så boomer den globale middelklasse, hvilket vil sige, at systemet virker. Og den idé er vokset hos mig i takt med læsning af Steven Pinkers, The Better Angels of Our Nature og Enlightenment Now, samt Hans Roslings Factfullness (og mens jeg har fulgt Gapminders arbejde), skønt den dog også har fået sine hug med Angela Nagles Kill all Normies og Pankaj Mishras, The Age Anger.

Og så lige en afsluttende bemærkning.

Lykkeberg henvender sig på sin vis til de yngste blandt vores medborgere – førstegangsvælgerne – men også til deres forældre. Han er selv en af forældrene, ligesom jeg i øvrigt, og siden 2016 har vi måttet gentænke fortællingen om det samfund, vi lever i og dermed, hvilken fortælling, det er vi skal give videre til vores børn. Det er selvfølgelig Brexit, valget af Trump og den generelle destabilisering af den internationale orden, der har været dominerende de sidste 70 år, som gør denne gentænkning nødvendig. Hvad er der sket, overvejer Lykkeberg i Vesten mod Vesten.

Selvfølgelig skal du købe bogen, blænde ned for Netflix og HBO og lade din teenager læse den højt for dig.